Agri-Norcold A/S går ind i nyt forretningsområde

6. januar 2016

Med virkning fra den 1. januar 2016 har Agri-Norcold købt Bring Frigos frysehusaktiviteter i Danmark. Det betyder, at Agri-Norcolds forretning får et nyt ben, hvor virksomheden nu også tilbyder at servicere den danske dagligvarebranche.

– Med købet af Bring Frigos frysehusaktiviteter i Danmark kan vi nu tilbyde vores kunder endnu skarpere totalløsninger indenfor fødevarelogistik. Med den udvikling vi har set, og forventer at se, i dagligvarebranchen i de kommende år, ser vi købet som et helt naturligt
skridt i udviklingen af vores forretning, siger Jan B. Nielsen, der er administrerende direktør for Agri-Norcold A/S.

Købet af Bring Frigos frysehusaktiviteter i Danmark omfatter tre afdelinger i Kolding, Avedøre og Horsens med i alt 150 medarbejdere.

– Vi har valgt at sælge de tre danske afdelinger for at fokusere på udviklingen af andre dele af Bring Frigo. Med salget får vi bedre forudsætninger for vores fremtidige løsninger indenfor levnedsmiddellogistik i Norden til gavn for vores andre virksomheder og dermed vores kunder, siger Håkan Nilsson, der er direktør for Bring Frigo.

– Ved at smelte Bring Frigo sammen med Agri-Norcold er jeg overbevidst om, at vi kan blive endnu mere effektive. Der er helt naturligt en række synergieffekter, som vi umiddelbart vil have fordel af, men det er også et klart mål for os at opnå en endnu bedre udnyttelse af vores samlede kapacitet, siger Jan B. Nielsen.

Købet skal nu godkendes af de danske konkurrencemyndigheder.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Adm. Direktør Jan B. Nielsen på +45 2223 2995 og jn@agri-norcold.dk

Pressechef John Eckhoff Posten Norge, +47 913 97 071, john.eckhoff@posten.no