Frode Laursen udvider aktiviteterne i Kerava

17. november 2016

Fra venstre: Adm. direktør i Frode Laursen Thorkil Andersen, ansvarlig for byggesagsbehandling samt grundsalg i Kerava Kommune Tiina Hartmann, bygningschef i Frode Laursen Jakob Nikolajsen, borgmester Kirsi Rontu, erhvervskoordinator i Kerava Kommune Pirjo Leino og direktør i Frode Laursen Anders Balle.

Med købet af en byggegrund på 73.000 m2 forventer Frode Laursen på sigt at skabe 80-100 nye arbejdspladser i den finske by Kerava.

I løbet af 2017 forventer Frode Laursen at påbegynde byggeriet af et 10.000 m2 stort logistiklager på en nyerhvervet grund i Kerava. Fuldt udbygget giver den 73.000 m2 store grund mulighed for i alt at etablere 36.000 m2 lager.

”Kerava er valgt, fordi byen ligger fantastisk godt i forhold til motorvejsadgang. Desuden har det haft afgørende betydning med en beliggenhed tæt på havneområdet i Helsinki og lufthavnen i Vantaa, og ikke mindst de store dagligvaregrossisters centrallagre, der alle ligger inden for en radius af 20 km,” fortæller direktør i Frode Laursen, Anders Balle, og tilføjer: ”Vi har samtidig haft et godt forhold til Kerava Kommune lige siden vores første etablering i Kerava i 2007.”
Frode Laursen har i dag flere multinationale mærkevarer inden for FMCG på lageret i Kerava.
”Vi mærker en stor interesse fra såvel eksisterende som potentielle kunder for vores 3 PL – løsninger i hele Norden, herunder også Finland. Derfor har vi nu også i Finland sikret vores ekspansionsmuligheder ved at købe den nye grund,” siger Anders Balle.

Adm. direktør i Frode Laursen Thorkil Andersen og borgmester Kirsi Rontu.
Adm. direktør i Frode Laursen Thorkil Andersen og borgmester Kirsi Rontu.

 

Såfremt der er spørgsmål, venligst kontakt:
Direktør
Anders Balle
Mobil: +45 40743 653
Mail: anbal@frode-laursen.com