Mød Thorben: Jeg elsker udvikling og udfordringer

11. oktober 2018

Thorben Giminski startede som lagermedarbejder på Wittenberger Weg i Flensburg i 2012. I dag er han teamleader for 35 medarbejdere på vores tyske Dovista lager.

De 20.000 m2 lager på Am Güterbahnhof bugner af dører og vinduer fra den dansk-ejede Dovista Gruppe – og midt i blandt alle glaspartierne står Thorben Giminiski, 44, og styrer tropperne.

–  I går havde vi 41 indgående biler og 34 udgående. Det var en travl dag, siger Thorben med et smil, der tydeligt fortæller, at han kan lide travlheden.

–  Jeg har altid godt kunne lide at blive udfordret. Da jeg startede med at arbejde i Frode Laursen var det som almindelig lagermedarbejder, men da min chef kunne se, at jeg ville mere, spurgte han, om jeg ville være med til at starte Dovista lageret op.

En god chef

Det ville Thorben gerne, og han har nu arbejdet med vinduer og døre i 5 år.

– Jeg har gradvist fået mere og mere ansvar, og jeg kan rigtig godt lide, at min hverdag er fuld af forskellige opgaver lige fra planlægning af ture over kundehåndtering til tavlemøder med mine medarbejdere.

–  Jeg prøver at være en god chef, siger han med et smil og fortsætter:

–  Jeg kan godt lide at give medarbejderne frihed og ansvar. På den måde passer jeg måske mere ind i en dansk virksomhed end i en tysk virksomhed, hvor man putter folk lidt mere i kasser.

Alle muligheder

At kasserne ikke eksisterer i Frode Laursen er noget, som Thorben sætter stor pris på.

–  Her har du alle de muligheder, du kan ønske dig. Det kommer helt an på dig selv. Giver du noget ekstra, så skal det nok også blive set. Jeg føler i hvert fald altid, at firmaet har støtte mig i min udvikling, siger Thorben, der bestemt ikke er færdig med hverken udvikling eller Frode Laursen.

–  Jeg kan godt lide mit job, og jeg kan godt lide virksomheden. Så jeg regner bestemt med, at jeg er i FL mange år endnu.