Fokus på biogas og HVO-biodiesel

7. november 2019

I Frode Laursen er vi meget opmærksomme på at finde andre mere miljøvenlige brændstoffer at køre på. Lige nu er det især biogas og HVO-biodiesel, vi har fokus på.

I 2016 var vi blandt de allerførste, der investerede i en biogas-lastbil. Den kører i dag distributionskørsel fra Tølløse i Danmark, og kan se frem til snart at få en søsterbil i Sverige. Derudover er vi de seneste par år begyndt at køre rigtig meget på HVO-biodiesel. HVO (Hydrotreated Vegetable Oil) er et biodiesel produkt, som typisk er baseret på fedtaffald eller restprodukter fra blandt andet skov- og fødevareindustrien.
– HVO-biodiesel er 100% biologisk dieselolie, og kan begrænse CO2 udledningen med op til 88%, fortæller Jan Skov Pedersen, der er afdelingschef for Frode Laursens værksted og fortsætter:
– Vi kører mere og mere på HVO. Hvis vi går tilbage til 2017, brugte vi 15.529 liter HVO-biodiesel, mens vi sidste år kom op på at bruge 279.554 liter HVO, og der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil gøre endnu mere brug af de miljøvenlige brændstoffer.