Saksen blev udskiftet med palleløfteren

Den 24. juli kan lagermedarbejder Helle Elisa Andersen fejre 25 års jubilæum.

Helle Elisa, 57, er egentlig uddannet frisør, men besluttede for 25 år siden at lægge saksen.

– Dengang havde jeg små børn, og min daværende mand arbejdede i Jylland, så vi kunne ikke rigtig få tingene til at gå op med mine arbejdstider som frisør, fortæller Helle Elisa, der i stedet fik arbejde på Beauvais’ lager i Svinninge.

– Der var jeg meget på lagerkontoret, hvor jeg bl.a. pakkede reklameting til de sælgere, der skulle ud med vores produkter.

Da lageret i Svinninge lukkede for fem år siden, og Frode Laursen overtog driften flyttede Helle Elisa med fra Svinninge til Jyderup.

– I situationen syntes jeg faktisk, det var frygtelig. Også fordi, jeg skulle lave noget helt andet. Jeg var vant til at være på lagerkontoret og i stedet for skulle jeg til at være i pakkeriet. Det skulle jeg lige vænne mig til, siger Helle Elisa, der dog nu er faldet godt til i Jyderup.

– Jeg har nogle rigtig gode arbejdskolleger, og jeg er glad for at være her.

Helle Elisa har da heller ikke har langt til arbejdet. Hun er nemlig lige flyttet til Jyderup, hvor det meste af hendes fritid går med familien, der ud over sønnerne Mads, 26, og Mikkel, 29, også består af barnebarnet Malthe på to et halvt.

– Ja, ham går der lidt tid med, som hun siger med et smil.