Grøn FL-bil åbner biogas-tankanlæg

16. oktober 2016

Frode Laursens Iveco Stralis, der kører på natur- og biogas holder til på virksomhedens terminal i Tølløse. Herfra kører den fragtture i hovedstadsområdet med bl.a. dagligvarer med chauffør Klaus Larsen bag rattet. 6. oktober var den inviteret til at indvie Danmarks første BtB-biogastankstation i Høje-Tåstrup.

Chauffør Klaus Larsen fra Frode Laursen var den første, der tankede, da et nye biogas-tankanlæg 6. oktober blev indviet i Høje-Taastrup Transportcenter. Han er fast chauffør på Frode Laursens gasdrevne Iveco Stralis og godt tilfreds med det nye tankanlæg.
”En tankfuld gas rækker til ca. 400 kilometer, og jeg tanker hver morgen. Der er jo endnu ikke så mange tankanlæg, så det er en fordel for os at have en gastank tæt på,” siger Klaus Larsen, der har kørt i den gasdrevne lastbil siden maj.

Grøn bil giver positive kunder
”Den vækker stor opsigt. Kunderne er meget positive, når de ser bilen. Og de spørger meget om hvordan og hvor langt, den kan køre pr liter gas,” fortæller Klaus Larsen, der som chauffør oplever en miljømæssig forskel i den grønne bil.
”Når man tanker, er den helt lugtfri – der er hverken dieseldampe eller –stænk. Tidligere, da jeg kørte i en dieselbil, var jeg opmærksom på udstødningen. Den slipper jeg for her,” siger Klaus Larsen.

Dagligvarer med miljøvenlig gas
Med købet af et Iveco Stralis sættevogntog, der kan køre på naturgas og biogas, er transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen nu den første i Danmark, der kan distribuere dagligvarer med miljøvenlig gas i tanken.
”Frode Laursen har en strategi om være med fremme og være synlige med initiativer i forhold til en forbedring af miljøet. Indkøbet af en Iveco Stralis til gas er en del af denne strategi og medvirker til at reducere vores emissioner. Samtidig er det en test af, hvordan det fungerer med gas og 40 tons totalvægt til dagligvaredistribution. Vi får ydermere et billede af, hvilken konsekvens gas har for den samlede kørselsøkonomi,” forklarer teknisk chef Jan Skov Pedersen fra Frode Laursen.

Købet af sættevogntoget, der kan køre på naturgas og biogas, er medfinansieret af Energistyrelsen som en del af projektet ”Anvendelse af gasdrevne køretøjer med udgangspunkt i Høje-Taastrup Transportcenter”. I projektet ydes der blandt tilskud til miljørigtig investering i gasdrevne godskøretøjer.