Jeg har altid villet være lagerchef

9. november 2020

Jeg har altid villet være lagerchef

Det er gået stærkt for Benjamin Vukovic, 29, siden han i 2019 blev ansat som område-ansvarlig for Frode Laursens lager i Angered.

Et par måneder efter Benjamin var blevet ansat, forlod hans chef Frode Laursen, og stillingen som lagerchef for Gøteborg blev ledig. Benjamin blev tilbudt stillingen, og selv om han i bund og grund var klar til at sige ja på stedet, skulle han lige hjem og spørge kæresten, om hun også var okay, med de mange ekstra timer og det engagement, det kræves i en lagerchef-stilling

 – Men hun sagde ja. Hun kender mig jo. Jeg har altid ville gøre karriere og udfordre mig selv. Jeg kender branchen fra min far, jeg har arbejdet på lager, siden jeg var helt ung, og min plan har hele tiden været at blive lagerchef senest som 35-årig.

Selvom Benjamin nåede sin 35-års plan allerede som 27-årig, var han ikke i tvivl om, at han kunne klare opgaven.

– Jeg vidste, jeg var klar. Selvfølgelig havde – og har – jeg stadig mange ting at lære, men jeg syntes også, at jeg, ud over mit engagement, besad de to væsentligste ting, der skal til for at lykkedes i rollen: Et indgående kendskab til branchen og en evne til at forstå mennesker, siger han og forsætter:

– Derudover har der også hele tiden været gode folk omkring mig. Her i Stenkullen og Angered er der mange dygtige og engagerede medarbejdere, som har hjulpet mig meget, og samtidig har jeg også haft nogle gode sparringspartnere i både min chef og de andre lagerchefer.

Ikke langt fra ide til handling

Spørger man ind til, hvordan Benjamin så er som lagerchef, lyder svaret prompte.

– Jamen, det er jo det. En god chef er jo netop ikke chef, men leder. Det er vigtigt for mig, at mine medarbejdere ved, hvilken vej jeg vil. Samtidig er det selvfølgelig også klart, at det er mig, der tager beslutningerne, men jeg vil altid gerne lytte til medarbejdernes forslag. Det er jo dem, der tit har den viden, der skal til, for at få løst et konkret problem.

Og netop det med at alle kan komme med ideer, og der ikke er langt fra ide til handling, er noget, som Benjamin rigtig godt kan lide.

– Jeg trives virkelig i Frode Laursen. På min tidligere arbejdsplads var der masser af møder og diskussioner frem og tilbage, før tingene blev realiseret. Her kan en plukker komme med en ide i dag, og så vi har implementeret den i morgen, siger han og tilføjer:

– Derudover kan jeg godt lide faconen her i Frode Laursen. Jeg kan godt lide at tingene bliver sagt direkte. Jeg går ind for et tydeligt lederskab.

 

Har du spørgsmål?
Vores eksperter er klar til at hjælpe dig
Kontakt os