Rejsegilde på nyt stort lager i Stenkullen

25. januar 2018

Torsdag den 24. januar blev der holdt rejsegilde for det nye lagerbyggeri i Stenkullen. Lageret vil – når det står færdig i april – betyde 30 nye arbejdspladser.

Der blev snakket lagerrum, hygget og spist pølser, da logistikvirksomheden Frode Laursen A/S i torsdags fejrede rejsegilde for deres nye 16.000 m2 lager, der skal stå færdig 1. april.

– Vi glæde os så meget til at få gang i vores nye lager, siger lagerchef Marlene Rudgaard Pedersen, der udover at stå i spidsen for lageret i Stenkullen, også leder Frode Laursens andet lager i Göteborg-området: Lageret ved Estrellafabrikken i Angered.

Det lager skal nu først og fremmest servicere Estrella, mens lageret i Stenkullen overtager opbevaringen af andre levnedsmidler til detailhandlen, bl.a. chokolade og dyremad.

– Vi har manglet plads i Angered, så det bliver rigtig godt, at kunne få den plads vi har brug for her i Stenkullen, siger Marlene Rudgaard Pedersen.

Søger arbejdskraft
Selvom Marlene Rudgaard tager en del af medarbejderne fra Angered med ud til Stenkullen, mangler hun stadig en stor del af de i alt 30 medarbejdere, der vil være job til på det nye lager.

– Vi leder med lys og lygte efter medarbejdere, der har lyst til at være en del af holdet, siger Marlene Rudgaard og fortæller, at lageret primært vil være aktiv i dagtimerne.

Fokus på energien
I bygningen af det nye lager er der blevet taget hensyn til lagerets miljøpåvirkning. Ved hjælp af sensoreret LED-lamper er energien til belysningen reduceret med op til 80% sammenlignet med traditionelle løsninger. Derudover har man også valgt at bygge en miljøvenlig vaskehal til lastbiler i forlængelse af lageret. Vaskehallen kan med sin biorensning genbruge vaskevandet 100%.