40-års jubilæum: ”Fantastisk at være en del af Frodes vokseværk”

24. september 2024

Den 24. september 2024 kan reservedelschef Jes Alstrup fejre 40-års jubilæum hos Frode Laursen.

Inden Jes startede hos Frode Laursen, kom han fra en stilling som reservedelsekspedient hos Scania. Det var faktisk også gennem denne stilling, at han fik jobbet som reservedelschef, da Frode Laursen og sønnen Niels var kunde hos Scania.

− Det var sjovt at starte hos Frode Laursen. Dengang var vi Renault-forhandlere, så vi handlede direkte med de franske leverandører og deltog i messer i Paris og Lyon. Det var spændende for en grejmand som mig. Det sociale har dog også altid været vigtigt, og derfor var jeg med til at starte personaleforeningen og medarbejderforeningen (fonden), som stadig eksisterer i dag, fortæller Jes.

I 1988 kom Thorkil til, hvilket satte gang i forretningen. Vi har haft vokseværk siden, som Jes forklarer det og fortæller, at det har været en fantastisk oplevelse at være en del af.

− Det har virkelig været sjovt. Vi har fået så meget mere materiel, at jeg ikke længere kan huske alle stel- og varenumre i hovedet, som jeg ellers kunne før i tiden. Samtidig er der i løbet af min tid også sket mange nye tiltag og kommet nyt teknologi som kølemaskiner, gas- og ellastbiler. Derudover har jeg siddet i bestyrelsen og været med til at udvikle dieselsikring og designe det nuværende logo. Den afveksling og udvikling samt gode kolleger har gjort, at jeg har været her i så mange år”, fortæller Jes.

Privat bor Jes i Sabro med sin hustru Jette, som han har været gift med i 28 år, og sammen har de 2 voksne piger. I fritiden er han en del af Smukfest, hvor han hvert år siden 1986 – på nær et enkelt år på grund af den ældste datters fødsel – har været ansvarlig for pengetransporterne.