Vores historie

Fra lokal transportør til international logistikvirksomhed

Læs mere

Historien om Frode Laursen er den klassiske historie om en dygtig forretningsmand, der gennem godt købmandskab, hårdt slid og masser af gå-på-mod skaber fundamentet for
den internationale logistikvirksomhed, vi kender i dag.


Knofedt, kundefokus og købmandskab – Frode Laursen gennem 75 år

I anledningen af vores 75-års jubilæum har vi lavet en bog, der fortæller vores historie set fra medarbejdernes synspunkt. For Frode Laursen er ikke alene tilknyttet til ejeren Thorkil Andersen, men også til alle de dygtige medarbejdere, der gennem årene har sikret noget af det, der vægter højest i Frode Laursen: ordentlighed, kvalitet og faglighed.

For Frode Laursen er vores medarbejdere og vognmænd, og derfor har vi valgt at fortælle en stor del af vores historie igennem netop de medarbejdere. Vi har udvalgt en række nuværende – og et par stykker af de gamle – men kunne have valgt mange af de andre, som har knoklet for, at Frode Laursen har knoklet for, at Frode Laursen har vokset og har fået den unikke position på markedet, som tilfældet er.

 

Hør bogen som lydbog

      

 

Læs bogen som e-Bog

Frode Laursen igennem 75 år: KNOFEDT, KUNDEFOKUS OG KØBMANDSKAB

 

Hent bogen som PDF

Tryk her for at downloade bogen som PDF.


Vores historie

Tilbage i 1948 starter Frode Laursen sin vognmandsforretning med en enkelt bil. Stille og roligt vokser forretningen, og i midten af 60’erne har Frode Laursen 16 medarbejdere og 13 lastbiler.

Grundlaget for et af Frode Laursens største områder i dag: FMCG, bliver lagt, da man i starten af 70’erne begynder at køre for Dansk Supermarked og Frisko. Samtidig indfører Frode de første lagerhoteller, hvor kunderne deles om opbevaringspladsen.

I slutningen af 70’erne er Frode Laursen en stor transportvirksomhed med en omsætning på omkring 100 mio. kroner, men det er også en virksomhed, der er på vej ind i en vanskelig periode med faldende fragtrater og et noget vanskeligere transportmarked.

Den svære periode bliver ikke lettere, da Frode pludselig dør i 1980, og sønnen Niels overtager ejerskab og ledelse af virksomheden. Op igennem 80’erne bliver problemerne med faldende priser, underskud og øget konkurrence bare større og større, og i 1988 henter Niels Laursen Thorkil Andersen ind som medejer i Frode Laursen. Året efter bliver Thorkil Andersen eneejer af virksomheden.

 

Fra lokal til international

Thorkil Andersen er søn af en vognmand, har selv kørt eksportkørsel og været ansat som ferieafløser i Frode Laursen, mens han har læst på Handelshøjskolen i Aarhus. Efter endt studier bliver han fra 1984 til 1986 ansat i virksomheden, hvor han beskæftiger sig med drift og økonomi. Efterfølgende arbejder han som virksomhedskonsulent et par år, men kommer tilbage til Frode Laursen, da han bliver tilbudt medejerskab.

Da Thorkil i 1989 overtager det fulde ejerskab, overtager han en virksomhed i knæ, og han går straks i gang med at rette op på forretningen. Redningsplanen hedder fokusering og strømlining, og Thorkil starter med at reducere bilparken fra 270 til 60 og medarbejderstaben fra 185 til 168. Derefter bliver der sat 100% fokus på dagligvaredistribution, lagerhoteller og internationale transporter.

Strategien virker. Underskud bliver i løbet af et år vendt til overskud – og der har lige siden været overskud i Frode Laursen. Med Thorkil bag rattet bliver der sat kurs fremad, og virksomheden udvikler sig igennem 90’erne fra en lokal vognmandsforretning til en virksomhed, der tilbyder kunderne internationale 3PL-løsninger: fra fabrik over lager til butik.

 

Logistik i hele Norden

I 2005 etablerer Frode Laursen sig for første gang i udlandet, da man bygger nyt logistikcenter i Angered ved Gøteborg i Sverige. Nogle år senere bygger man logistikcenter i Åstorp ved Helsingborg i Sverige, og man etablerer datterselskabet FL Polska, der skal stå for de internationale kørsler.

Etableringen af det polske selskab skaber lidt røre, fordi danske chauffører frygter at miste deres arbejde. Frode Laursen ser det dog som en nødvendighed for at kunne konkurrere med udenlandske selskaber om de internationale transporter, og det viser sig efterfølgende, at skridtet er det helt rigtige at tage – og at der både er plads til danske og polske chauffører i koncernen.

I 2010 etablerer Frode Laursen sig syd for grænsen. Det sker, da man overtager Nielsen og Sørensen i Flensborg, og derved ikke alene overtager virksomhedens lagerhotel og sikrer 200 arbejdspladser, men også får en førende position indenfor recycling. Frode Laursens seneste ekspansion sker i 2018, hvor man åbner et 27.000 m2 stort lager lige udenfor Helsinki, Finland.

Samtidig med at Frode Laursen udvider geografisk, supplerer man også kerneforretningen med ejerskab eller medejerskab i andre virksomheder. I 2000 køber man således 70% af promotion-virksomheden IN-STORE, og året efter køber man 50% af Skanol, der transporterer farligt gods. Endelig bliver Frode Laursen medejer af Agri-Norcolds frysehuse i 2012.

Den 1. april 2021 trækker Thorkil Andersen sig tilbage som adm. direktør for i stedet at indtræde som bestyrelsesformand i Frode Laursen. Posten som adm. direktør overgår til Thomas Corneliussen, der på det tidspunkt har været koncerndirektør i Frode Laursen i fire år.

Med valget af Thomas Corneliussen får man derfor en adm. direktør med stor forståelse for Frode Laursens strategi, kultur og forretning, der i dag spænder over mere end 639.000 m2 lager, mere end 700 biler og omkring 1.700 medarbejdere fordelt i Danmark, Sverige, Finland og Tyskland.

Kontakt os
1.700
Medarbejdere
5
Lande
1.750
Trailere
639.000
Kvm. lager