Frode Laursen og Røde Kors indgår partnerskab

1. december 2025

Fælles indsats skal hjælpe børn ramt af krig og katastrofer.

Transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen har indgået et treårigt partnerskab med Røde Kors. Samarbejdet bliver skudt i gang med en kvart million kroner til at hjælpe børn, der er ramt af krig og katastrofer. En hjælp, der spænder fra livsvigtig lægehjælp, til soveposer og børnepakker med legetøj og tegneredskaber.

”Jeg er virkelig glad for, at vi har lavet denne aftale med Røde Kors. Vi deler et værdisæt, der bygger på ordentlighed, respekt, rummelighed og handling, og jeg forventer mig meget af det fremtidige samarbejde,” siger administrerende direktør i Frode Laursen, Thomas Corneliussen.

Også Røde Kors er glade for det nye samarbejde:

”Med hjælp fra Frode Laursen og deres medarbejdere kan vi støtte endnu flere sårbare mennesker med støttende fællesskaber. Det gør en helt konkret forskel og det er vi utrolig glade for”, siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl.

Partnerskabet begynder i december, hvor Frode Laursen erstatter kundejulegaverne med en donation til Røde Kors. Derudover giver mange medarbejdere hver jul deres julegave videre til et velgørende formål. Med det nye samarbejde vil denne donation de næste tre år fast gå til Røde Kors.

”Hos Frode Laursen tror vi på at handle, når der er brug for det. Med partnerskabet med Røde Kors tager vi skridtet videre – fra enkeltstående donationer til et samarbejde, der udvikler sig over tid,” siger Thomas Corneliussen.