Finns 25 års jubilæum: Ikke en dag er ens
Den 5. september kan chauffør Finn Nielsen fejre 25 års jubilæum hos Frode Laursen.
Finn Nielsen, 65, er egentlig uddannet mejerist, men besluttede tidligt, at det ikke var noget for ham.
– De små mejerier eksisterer jo nærmest ikke mere, og skulle man så stå og skrue på nogle knapper i en fabrikssal, hvor vinduerne sidder helt oppe under taget? Nej tak, det er ikke mig, lyder det bestemt fra Finn, der altså i stedet nu kan nyde det danske landskab hele arbejdsdagen, når han kører med Rockwool til jyske tømmerhandler og byggepladser.
– Man kommer ud at snakke med folk, og der er ikke en dag, der er ens, det kan jeg godt lide, siger Finn.
Fritiden bruges bl.a. sammen med de voksne børn Klaus, 37 og Dorthe, 39, svigerbørnene Darina og Morten og børnebørnene. Derudover går der også meget tid på det fritidslandbrug ved Arden, som Finn bor på. Her dyrker han rasp og byg på 11 hektarer. Finn regner dog med at skifte fritidslandbruget ud med et lille hus i den nærmeste fremtid.
– Jeg går også og overvejer om jeg skal skal trappe lidt ned. Jeg bliver 66 til november og har jo været 50 år på arbejdsmarkedet. Men jeg har ikke helt besluttet mig endnu. Jeg kan jo også godt lide mit arbejde.
Der bliver afholdt reception på Cafe K, Søndre Kajgade 8, 9500 Hobro, lørdag den 14. september fra kl. 12.00 til 16.00.