Jørns 25 års jubilæum: Logistik, logik og lækkert hår
Den 27. september kan lagermedarbejder Jørn Rønfeldt fejre 25 års jubilæum hos Frode Laursen.
– Mit motto hos Frode Laursen har altid været de tre L’er:Logistik, Logik og Lækkert hår, smiler Jørn Rønfeldt, 62.
Det lækre hår er dog blevet lidt mere gråt siden Jørn for 25 år siden startede i Frode Laursen, ligesom også indgangsvinklen til logistikken har ændret sig. I dag arbejder Jørn på lageret, men han startede ud som chauffør – også selv om det var lidt udenfor hans faglige felt.
– Jeg er oprindelig uddannet murer og byggetekniker, men da jeg flyttede til Sjælland fra Aalborg, så jeg, at Frode Laursen søgte chauffører i Tølløse, fortæller Jørn.
De næste fire-fem år kørte Jørn ud fra Tølløse, men da Frode Laursen omkring årtusindskiftet besluttede sig for at etablere lagerhotel i Jyderup, gik Jørn fra chauffør til lagermand.
– Jeg blev tilbudt noget nyt, og syntes det kunne være spændende at prøve. Så jeg startede op i Jyderup sammen med bl.a. vores lagerchef Kenneth Jensen, siger Jørn og tilføjer:
– Kenneth er en af grundene til, at jeg har nydt, og stadig nyder, at være i Frode Laursen. Vi går godt i spænd, er begge meget imod at springe over hvor gærdet er lavest, og så har vi samme humor, smiler Jørn, der udover Kenneth også fremhæver alle de andre kolleger, der gør det sjovt at gå på arbejde.
Fritiden bruges sammen med venner og familie ikke mindst datteren Signe, 27. Derudover fylder musikken også meget i Jørns liv – og hjertet banker især for bandet The Who.
– Jeg er jo fra den tid, hvor man gerne måtte være lidt langhåret, så jeg holder meget af musikken fra 60’erne og 70’erne, siger Jørn, der også bruger en stor del af sin fritid på at rejse. Han har blandt andet besøgt Mexico, Marokko, Indien og yndlingsdestinationen: Australien. I Europa er det Grækenland, der har vundet Jørns hjerte, for som han siger:
– Jeg elsker det græske køkken.
Der bliver afholdt reception fredag den 27. september i Lerchehuset, Slagelsevej 12, 4450 Jyderup fra kl. 15.00 til 19.00.