Nye vaskehaller sparer masser af vand
Det kræver en spand vand eller to, når trækker og trailer skal vaskes. Derfor har vi de seneste par år haft fokus på, hvordan vi kan spare på vandet i forbindelse med vaskning af vores biler. I samarbejde med eksterne firmaer har vi udviklet en vaskehal til vores lastbiler, hvor vi renser og genbruger det beskidte vand.
– Vi bruger biologisk rensning, hvilket vil sige, at vi tilsætter ekstra ilt til vandet, der giver grobund for bakterier, som „spiser“ olieresterne i det beskidte vaskevand, fortæller Jakob Gundal Nikolajsen, der er bygningschef i Frode Laursen. Udover at rense vaskevandet tilfører vi også regnvand fra taget af bygningen.
– Der vil jo altid forsvinde lidt vand ved vask; der vil sidde noget tilbage på lastbilen, og noget vil også fordampe. Ved at supplere med regnvand, undgår vi helt at bruge frisk drikkevand til at vaske bilerne, siger Jakob, der også fortæller at vi arbejder med at udvikle en sandseparator, som skal kunne fjerne sandet fra det beskidte vaskevand. I dag foregår denne proces i en tank, hvor sandet bundfældes. Vi arbejder på at fjerne sandet uden at skulle opstille en tank, hvilket vil spare yderligere på miljøpåvirkningen.
I dag har vi miljøvenlige vaskehaller i Tietgenbyen, Stenkullen og Vitten. I foråret åbner vi den næste miljøvenlige vaskehal på vores lokation i Åstorp.
Alene med de 3 vaskehaller vi har åbnet nu, sparer vi ca. 9.000 m3 frisk drikkevand eller hvad der svarer til 64 familiers årlige vandforbrug – hvert år!