Frode Laursen bygger lager i Handewitt dobbelt så stort

15. marts 2023

Der er rift om pladsen på vores logistikcentre i Flensborg-området. Derfor er vi her i 2023 gået i gang med at bygge 18.000 ekstra kvadratmeter til vores lagerbygning på Lecker Chaussee i Handewitt. Det svarer til mere end en fordobling af pladsen.

– Vi er rigtig glade for at være i området. Vi har et godt samarbejde med både Flensborg og Handewitt-kommuner, der ligger strategisk vigtigt som et knudepunkt mellem Europa og det nordiske marked. Derfor er vi meget glade for at øge vores aktiviteter i området, siger adm. direktør i Frode Laursen, Thomas Corneliussen.

Frode Laursen, hvis kunder er multinationale mærkevareleverandører indenfor dagligvarer og byggemateriale, etablerede sig i området tilbage i 2010. Siden da er den tyske tilstedeværelse vokset, og i dag råder vi over 128.000 kvm lagerplads i Flensborg og Handewitt, hvor omkring 200 medarbejdere er beskæftiget.

– Det bliver godt med lidt mere plads og ekstra kvadratmeter, så vi kan følge med på efterspørgslen, øge aktiviteterne og på den måde også sikre endnu flere arbejdspladser til området, fortæller Thomas Corneliussen.

Ligesom med den eksisterende lagerbygning på Lecker Chausse er det ikke udelukkende Frode Laursen, der kommer til at bruge den nye lagerplads. Der vil også være plads til eksterne kunder, der kan nyde godt af den nye tilbygning.