Chauffører på kursus: ”Det var virkelig nogle gode dage”
I løbet af årets første måneder har knap 70 chauffører fra Frode Laursen deltaget på vores årlige chaufførkurser. På Ring Djursland er teorien blevet krydret med masser af praktiske øvelser, hvilket er blevet taget godt imod hos chaufførerne.
− Jeg synes, at det hele har været godt. Det var virkelig sjovt med de praktiske øvelser, hvor vi både kom på glat- og tørbane med trækker-trailer og duo-2 vogntog. Vi fik også lov til at køre slalom og lave bakkeøvelser med både 25- og 32-meters træk. Og så var det faktisk også interessant at kunne koble det op på noget teori fra undervisningen, fortæller chauffør Rex Ærbo Christensen.
Udover at det var en god anledning til at få genopfrisket nogle køretekniske færdigheder, så har det ifølge Rex også været en god måde til at lære hinanden at kende i chaufførgruppen.
− Det var en god måde at møde de andre kollegaer på. Udover at vi tilbragte dagene sammen, så var vi også en 10 stykker, der overnattede igennem hele ugen. Jeg er ikke typen, der farer på kursus, men det har virkelig været en god oplevelse og en god tur, lyder det fra ham.