Ellastbilerne giver kunderne nye grønne muligheder
Den første af i alt 11 Frode Laursen el-lastbiler kører nu rundt på de danske veje. Dermed har logistikvirksomheden tilføjet endnu et alternativt drivmiddel til sin pallette af grønne muligheder. Netop alternative drivmidler har været en vigtig del af den grønne omstilling i Frode Laursen, hvor hele 18 % af alle kørsler i 2022 foregik på alternative drivmidler.
– De seneste år er udviklingen indenfor el-lastbiler gået rigtig hurtigt, og vi kan nu så småt begynde at imødekomme vores kunders ønsker om eldrevet distribution. Allerede i dag kan rækkevidden og lasteevnen være med, når vi snakker nærdistribution, og det bliver kun bedre med de kommende el-lastbiler, vi modtager.
Sådan lyder det fra Allan Munkholm Poulsen, transportdirektør for Frode Laursens danske road-division.
Partnerskaber med kunder
Hvor denne første ellastbil kører en fast distributionstur i Østjylland, vil de næste ellastbiler blive indsat i samarbejde med udvalgte kunder.
– For at udrulle ellastbiler i større skala er det altafgørende at indgå partnerskaber med vores kunder. En ellastbil er dyrere i indkøb og driftsomkostninger end en traditionel diesellastbil. Derudover kræver det store investeringer i lade infrastruktur på vores og kundernes lokationer, da der ikke er tilstrækkelig ladeinfrastruktur på vejnettet i Danmark, fortæller Allan Munkholm Poulsen.
En stejl læringskurve
Samtidig har kunderne også været villige til at indgå et længerevarende partnerskab velvidende, at der venter en stejl læringskurve.
– Vi er velforberedte, men vi vil støde på uforudsete ting. Vi ser frem til at blive endnu klogere sammen med vores kunder og høste vigtige erfaringer, som vi kan bruge i vores videre arbejde på at skabe endnu flere bæredygtige løsninger, fortæller Allan Munkholm Poulsen.