25-års jubilæum: ”Frode er bare et godt sted at være”
Den 26. januar 2026 kan pakkerileder Karina Olsen fejre 25-års jubilæum i Frode Laursen.
Karina blev oprindeligt ansat i pakkeriet ved Frode Laursens logistikcenter på Industriparken i Jyderup, som dengang var vores første på Sjælland. De første år var præget af travlhed og udvikling, hvor nye kunder løbende kom til, og lageret blev udvidet. Det fik hurtigt årene til at gå.
“Efter seks år i pakkeriet fik jeg desværre psoriasisgigt, som ikke harmonerede med arbejdet. Vi prøvede at finde en løsning, men det var ikke muligt, og smerterne tog til. I 2009 var jeg så faktisk klar til at kaste håndklædet i ringen og finde et andet job. Det fik jeg heldigvis ikke lov til,” fortæller Karina.
I stedet fik Karina tilbudt rollen som pakkerileder, som tog højde for hendes situation. En løsning, hun i dag ser tilbage på med stor taknemmelighed, både menneskeligt og fagligt.
“Det er jeg dybt taknemmelig for. Hvis man ikke havde tænkt ud af boksen, måtte jeg jo være stoppet i Frode, og det havde jeg været ked af. Samtidig var det et stort skulderklap og meget lærerigt. Især fordi Frode Laursen også har været igennem en fantastisk udvikling, både i forhold til vokseværket og digitaliseringen. Det har været sjovt at være en del af.”
Når man taler med Karina om de 25 år, er der dog ingen tvivl om, hvad der har været hendes største drivkraft gennem årene.
“Det er ubetinget mine kolleger. De er fantastiske, og jeg er meget taknemmelig for dem. Vi har et godt sammenhold: Vi hjælper på tværs, er åbne over for hinanden og behandler hinanden ordentligt. Alt det og meget mere er med til at gøre Frode Laursen til at være dét, vi er: Et godt sted at være,” afslutter hun.
Privat bor Karina sammen med sin mand, som hun har kendt i 35 år, og parrets labrador. Fritiden bruges på at besøge de tre voksne børn og på gode oplevelser med musik, comedy og teater.
