25-års jubilæum: ”Vi er som en lille familie”
Den 1. november 2025 kan teamleder i skadesafdelingen, Morten Frisch, fejre 25-års jubilæum i Frode Laursen.
Han er vokset op i Skjød, få kilometer fra Vitten. Derfor var det oplagt at søge mod Frode Laursen, da der skulle tjenes lidt penge ved siden af skolen.
”Jeg startede i 1995 med at pakke varer og kom kort efter på værkstedet for at vaske lastbiler. En ven manglede en makker, og det blev mig. Det gjorde jeg, indtil jeg blev færdig med handelsskolen i 1999 og skulle i værnepligt. Efterfølgende søgte jeg uopfordret som elev. Der var ikke noget ledigt, men jeg fik job i pakkeriet, indtil der blev oprettet en regnskabselevplads i 2000,” forklarer Morten.
Efter elevuddannelsen indgår vi et samarbejde med Skanol, hvor Frode Laursen delvist skal stå for driften af bilerne. Og her fik Morten tilbuddet om at få ansvaret for at vedligeholde flåden.
”Det har jeg lavet lige siden, men opgaverne har selvfølgelig ændret sig i takt med, at vi er vokset. Frode Laursen har jo været i konstant udvikling, og det har fået årene til at flyve. Vi har vokset os store, men stadig med benene solidt plantet og en flad organisation. Det kan jeg godt lide,” forklarer han.
I dag arbejder Morten som teamleder for skadesafdelingen, der sidste år blev lagt sammen med værkstedet.
”Det var en god udfordring, og jeg ville gerne prøve ledelse. Det bedste var, at jeg kunne få den nye udfordring, men blive i de samme omgivelser. For de fås ikke bedre. Vi er som en familie, hvor vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden. Det betyder alt,” fortæller Morten.
Privat bor Morten i Hammel med sin kone og 2 børn på 18 og 20 år. Fritiden går med deres nye campingvogn, golf, at dømme håndbold og frivilligt arbejde i Hammel Håndbold.
