Frode Laursen nomineret til CSR People Prize 2024

15. oktober 2024

Frode Laursen er nomineret til CSR People Prize 2024, der for 25. gang bliver uddelt af non-profit videnshuset Cabi. Prisen går til de virksomheder, der gør en ekstra indsats for at inkludere udsatte borgere på arbejdsmarkedet.

− Hos Frode Laursen mener vi, at alle skal have mulighed for at arbejde – også dem, der måske ikke helt passer ind i kasserne. Derfor er vi virkelig glade for nomineringen, fordi det først og fremmest er en anerkendelse af de mange kolleger, der hver dag gør en ekstra indsats for at støtte dem, der har brug for det,” fortæller Trine Bank Hansen, HR-chef i Frode Laursen.

Dette gælder alt lige fra elever og lærlinge, borgere i jobprøvning, fleksjobbere og seniorer til dem, der har brug for støtte i livsomvæltende situationer – og alt derimellem. Uanset hvad er tilgangen individuelt tilpasset, så der bliver taget højde for kollegernes udfordringer.

− På vores logistikcentre kan folk i jobprøvning øve sig i at gå på arbejde i beskyttede omgivelser. Går det godt, flytter vi dem gradvist over i driften. Andre steder er det ikke muligt at give samme beskyttelse, så her har vi ekstra fokus på at tilrettelægge arbejdet efter den enkeltes behov. Det hele handler om at hjælpe folk på kanten af arbejdsmarkedet ind igen og fastholde dem, der ellers kunne risikere at være på vej ud,” forklarer Trine.

Det har i mange år været et fokuspunkt fra ledelsens side at tage et socialt ansvar og hjælpe medarbejdere ind på arbejdsmarkedet. Dette har man blandt andet gjort ved at sikre ressourcer til støtte- og kontaktpersoner, som kan give den nødvendige støtte og opmærksomhed i hverdagen.

− Vi har heldigvis en masse ildsjæle, som ser det individuelle potentiale og er i stand til at forløse det. Så selvom det har været et fokuspunkt fra ledelsens side, er det først og fremmest takket være de ildsjæle, at vi har været i stand til at lykkes med det. De er uundværlige,” fortæller Trine.

 

Hvem er Cabi?
Cabi (Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats) er et dansk non-profit videnshus, der arbejder for at fremme socialt ansvar på arbejdsmarkedet. Cabi støttes delvist af Beskæftigelsesministeriet og tilbyder sine tjenester både via offentlige midler og kommercielle opgaver. De fokuserer på at hjælpe virksomheder med at tage socialt ansvar ved at ansætte ledige eller fastholde medarbejdere, der står over for udfordringer som sygdom eller handicap.