EU-spidskandidat besøgte Frode Laursen
Der blev snakket transport på tværs af grænser, social ansvarlighed og miljøindsats, da Frode Laursen havde besøg af Niels Fuglsang, der er Socialdemokratiets’ spidskandidat i Østjylland ved næste års valg til Europa-Parlamentet.
Som kandidat til Europa-Parlamentet var Niels Fuglsang meget interesseret i at høre om Frode Laursens arbejdsforhold og konkurrencesituation i Europa. Frode Laursens ejer og adm. direktør Thorkil Andersen fortalte, at selv om Frode Laursen har hovedkontor i Vitten, så er man, med 50% af omsætningen i international godstransport på tværs af grænser, først og fremmest interesseret i regler, der gælder for hele Europa og ikke nationale særregler.
– For os er det vigtigt, at der er klare regler, der gælder for alle og kan kontrolleres. Samtidig er det vigtigt, at det resulterer i en anselig straf, hvis man ikke overholder dem. Hvis Danmark har særregler betyder det, at udenlandske logistikvirksomheder får en konkurrencemæssig fordel, der betyder, at vi taber opgaver til dem.
Et argument som Niels Fuglsang godt kunne følge:
– Når vi handler sammen på tværs af grænser i EU, er det afgørende, at der er stærke regler, der sikrer ordentlige forhold for lastbilchaufførerne, der transporter varerne. Derfor vil jeg i Europa-Parlamentet støtte op om og arbejde for et stærkt fælles regelsæt for hele Europas transportsektor, der sikrer fair konkurrence.
Fokus på miljø og socialt ansvar.
Som transportvirksomhed sætter man uundgåeligt et stort CO2-aftryk. Niels Fuglsang, der blandt andet går til valg på, at EU skal gøre mere for klimaet, var da også interesseret i at høre om Frode Laursens miljøtiltag.
– Vi ved, vi har et stort ansvar, og vi arbejder dagligt med at reducere vores CO2-udslip. Både ved at have en ny flåde, men også ved at fokusere på chaufførernes kørestil, så bilerne kører så miljørigtigt som muligt, sagde Thorkil Andersen.
Samtidig understregede han, at man i Frode Laursen også tager sit sociale ansvar alvorligt:
– Vi tager del i det lokalsamfund, som vi er i. Her i Vitten har vi f.eks. et godt samarbejde med Favrskov kommune bl.a. om at få både flygtninge og danskere ind på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt arbejde, som vi er stolte over at kunne hjælpe med.