Nye grønne transportløsninger kræver nye færdigheder. Derfor har vi brugt starten af året til at videreuddanne vores medarbejdere til at kunne håndtere både el-lastbiler og DUO2-vogntog.
− Dobbelttrailere og el-lastbiler er vores og kundernes nye virkelighed, og derfor er det vigtigt, at der i hele organisationen er viden om, hvordan de fungerer så optimalt som muligt, siger Allan Munkholm Poulsen, transportdirektør for Frode Laursen i Danmark og fortæller, at det derfor er både chauffører, disponenter og terminalmedarbejdere, der har deltaget i undervisningen.
Dobbelttrailere på programmet
Frode Laursens vinterkurser er en tilbagevendende begivenhed i årets første måneder, hvor medarbejdere modtager forskellig undervisning i løbet af ugen. Programmet er dynamisk fra år til år, og derfor er der altid nye emner på undervisningsskemaet alt efter, hvad der fylder i transportbranchen.
− Dobbelttrailere var allerede på programmet sidste år, hvor chaufførerne fik mulighed for at prøvekøre dem. Men fordi vi fra årsskiftet nu kan køre med dem i Danmark, havde vi det på skemaet igen i år. Denne gang dog med større fokus på bekendtgørelsen og de praktiske ting, man skal være opmærksomme på. Særligt det at til- og afkoble trailerne, kræver indsigt og faglighed, forklarer Allan.
El-lastbiler også i fokus
Udover dobbelttrailere var der på kurset også undervisning i el-lastbiler, hvor der bliver trukket på de gode erfaringer, som Frode Laursen allerede har gjort med sin første el-lastbil, der kører i en fast distributionstur i Østjylland med dagligvarer.