Kørsel med DUO2 i fuld gang


Siden årsskiftet har Frode Laursen kørt med DUO2-vogntog mellem Sjælland og Jylland. Som en forsøgsordning har Danmark nemlig nu tilladt at køre med de 32 meter lange vogntog på en udvalgt strækning mellem Høje Taastrup og Brabrand.

– Vi er rigtig glade for, at der nu er åbnet for den mulighed, siger divisionschef i Road DK distribution, Dennis Sørensen, og fortsætter:

– Med de nye dobbelttrailere får vi mulighed for at transportere dobbelt så meget gods på en lastbil i forhold til en alm. trailer-trækker løsning, hvilket selvfølgelig vil have stor indflydelse på transportens CO2-aftryk.

Hvor en almindelig lastbil kan transportere 33 bundpaller, kan DUO2 vogntog altså transportere 66 bundpaller og derved mindske CO2-aftrykket med op til 46%.

– Derfor håber vi meget på at prøveordningen bliver udvidet til at gælde hele modultogsvejnettet. Det vil virkelig kunne gøre en stor forskel, siger Dennis Sørensen.