25-års jubilæum: Bjarne Petersen
En helt speciel frihed
Den 24. februar kan Bjarne Petersen fejre 25-års jubilæum hos Frode Laursen.
Da Bjarne Petersen, 62, satte sig bag rattet og kørte sin første tur i en lastbil var han ikke i tvivl:
– Det der med at komme ud og se en masse ting og selv være herre over tempoet, det giver en helt speciel frihed. Så da jeg første gang satte mig foran rattet og kom ud på vejen – så vidste jeg, at jeg skulle køre lastbil, fortæller Bjarne.
Bjarnes karriere hos Frode Laursen begyndte, da han af sin lillebror blev opfordret til at søge ind som chauffør.
– Min lillebror var selv chauffør hos Frode Laursen, og havde talt godt om virksomheden. Så jeg kom til samtale, og allerede efter en måned var jeg afsted!
Det skulle vise sig at blive spadestikket til 25-års makkerskab brødre imellem.
– De første fire år kørte vi Dansk Supermarked ud til butikkerne, herefter kørte vi med vinduer, og i dag kører vi begge med Flügger. Det er nu meget rart at have fulgtes ad igennem årene.
At have været i virksomheden i så mange år har dog også sine fordele, fortæller Bjarne.
– Jeg kender kunderne, og de kender mig. De ved, at hvis der er det mindste, så kan de komme til mig. Jeg kender også mit arbejde så godt, så når der er udfordringer, er disponenterne altid klar til at lytte og finde en løsning i samarbejde med mig. Der er en god dialog, og det betyder meget for mig, fortæller Bjarne, der ud over det store kendskab til chaufførjobbet, også har fulgt Frode Laursens udvikling gennem årene.
– Det er lidt sjovt at fejre sølvbryllup i Frode Laursen, for tiden er jo bare fløjet afsted. Dengang jeg startede, var vi jo omkring 250 ansatte. I dag er vi omkring det tidobbelte, fortæller Bjarne grinende.
Når Bjarne ikke er på arbejde, bruger han tid med konen, Jane. Sammen har de to børn og tre børnebørn, der ifølge Bjarne, er i ”lømmelalderen”.
– Så dem bliver der brugt noget tid med. Og så passer jeg også have – der er jo altid noget, der skal laves. Det sørger konen i hvert fald for, fortæller Bjarne grinende.