25 års jubilæum: "Der har altid været et godt sammenhold"

19. januar 2023

Da Rasmus Riber, 43, i 1998 startede i Frode Laursen som mekanikerlærling, var det rent faktisk ikke plan A. En ellers planlagt lærlingeplads som smed gik i vasken, og det sendte altså Rasmus – der altid har haft en interesse for lastbiler – i retning af mekanikerfaget.

− Interessen til lastbiler kom igennem min far, der arbejdede som chauffør i Frode. Derfor var det oplagt at søge læreplads her, hvor jeg med tiden endte med at gå inde i synshallen. Og da vi fik flere og flere trailere og mere og mere at lave var det meget naturligt, at jeg fortsatte efter uddannelsen. Så har jeg stort set været her lige siden, fortæller Rasmus.

Flere ting har ændret sig, når Rasmus kigger tilbage på de 25 år. I dag er der mange flere biler, som skal igennem syn, og kravene er blevet skærpet. Men omvendt er arbejdet også blevet nemmere, fordi procedurerne er blevet optimeret: Synene foregår i dag i Vitten, arbejdet er specialiseret i takt med, at medarbejderstaben er vokset, og materiellet bliver brugt anderledes, hvilket minimerer sliddet.

− Jeg har altid været glad for at være her. Ellers var jeg ikke blevet i så mange år. Der har altid været flinke kollegaer, en rar omgangstone og et godt sammenhold. Og så har jeg for eksempel altid haft mulighed for at køre nogle ture som lastbilchauffør i weekenden, hvis jeg har haft behov for at komme ud og opleve noget. Den variation i arbejdet og frihed under ansvar har jeg det godt med, fortæller han til slut.