25-års jubilæum: "Det har været et privilegium”

Den 1. juli 2025 kan IT-medarbejder Tommy Nielsen fejre 25-års jubilæum i Frode Laursen – og samtidig markere afslutningen på et langt og alsidigt arbejdsliv i virksomheden.
Da Tommy startede i 2000, var han den første fuldtidsansatte i IT-afdelingen, som dengang dækkede alt, der havde med ledninger at gøre.
”Det betød, at jeg havde et meget varieret job: Jeg programmerede i Navision, hjalp med netværk og var på lagrene for at sætte udstyr op. En god blanding af det hele,” fortæller Tommy.
Med årene voksede både Frode Laursen og IT-afdelingen, og flere kolleger kom til. Det betød nye muligheder og nye udfordringer.
“Vi kunne begynde at dele opgaverne mellem os, og samtidig kom der langt flere systemer og større krav. Det har været spændende og udfordrende, og et privilegium at være med til,” siger han.
Særligt cybersikkerhed og dokumentation er blevet vigtige emner – ikke mindst fordi kunderne stiller højere krav.
”Vi har skullet udvikle gode systemer og solide løsninger, der kunne håndtere væksten og den stigende kompleksitet. Og jeg har været drevet af at optimere forretningen og finde smarte løsninger, der både kunne gøre arbejdet lettere og reducere omkostninger. Vi er jo i en branche med hård konkurrence, så det har motiveret mig.”
Efter 25 år i Frode Laursen ser Tommy nu frem til et nyt kapitel. Han har nemlig valgt at gå på pension, der er planlagt, så han og hans kone kan nyde det nye liv sammen.
“Det har været et godt sted at arbejde med gode kolleger og en god kultur. Men nu er det tid til noget andet. Vi har et gammelt hus på Endelave, som skal sættes i stand, og så har vi tre dejlige børnebørn, vi glæder os til at tilbringe mere tid sammen med. Det bliver godt.”