25-års jubilæum: ”Frode er som en familie”

31. maj 2026

Den 31. maj 2026 kan Eik Hardland Hansen fejre 25-års jubilæum i Frode Laursen.

Selvom Eik i dag arbejder på disponentkontoret i Tølløse, begyndte hans karriere på landevejen. Han kørte eksportkørsel, men søgte senere en fast base i Danmark, da hans far blev syg.

”Jeg kendte intet til Frode Laursen, men så et chaufførjob som springer. Dengang hjalp springeren også på terminalen efter behov. Det gjorde jeg i et par måneder, indtil jeg fik en fast pakketur i København,” forklarer Eik.

Senere blev Eiks mor også syg. Derfor fik han mulighed for at køre aften og nat, så han og faren kunne deles om at passe hende.

”Jeg delte bilen med en makker, og vi fik lov til at have den med hjem. Det sparede mig meget tid, som jeg kunne bruge hjemme hos min mor. Den fleksibilitet var guld værd,” fortæller Eik.

Efter fem år fik Eik lyst til at prøve kræfter med kontorarbejdet. Muligheden opstod som disponent på aftenholdet. De seneste år har han været disponent på dagholdet.

”Det er et sjovt arbejde med mange små udfordringer hver eneste dag. Når det hele går op, er det den bedste følelse. Vi er her for kunderne, og jeg elsker, når maskinrummet spiller. Folk er søde og hjælpsomme, og der er fantastiske kolleger overalt. Jeg talte for nylig med en kollega fra Sverige, der fortalte om deres hverdag: ”Frode er vores familie”, som hun sagde. Det kunne jeg genkende. Sådan er det virkelig,” siger Eik.

Privat bor Eik i Fårevejle i en ejendom på 400 m², som han købte til sig selv og sin mor efter farens bortgang. Fritiden går blandt andet med at sætte huset i stand, hygge med vennerne, styrketræning og – når tiden er til det – fisketure.