Jespers jubilæum: 25 år med masser af byggematerialer
Den 2. maj kan chauffør Jesper Laugesen fejre 25 års jubilæum hos transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen.
Jesper Laugesen, 45, er oprindeligt udlært lastvognsmekaniker, men startede med at køre betonelementer for Fiskebæk Auto-Transport i Videbæk.
– Det var dengang lige efter murens fald, så jeg brugte en stor del af min tid på at køre betonelementer til Berlin og omegn, fortæller Jesper.
Da Frode Laursen i 2005 overtog Fiskebæk Auto-Transport fulgte Jesper med og begyndte at køre vinduer. Efterfølgende kørte han for Dagrofa i Herning, og i dag sørger han for at bringe TroldTekt-plader ud til byggepladser på Jylland og Fyn.
– Det har jeg gjort i halvandet års tid, og det passer mig perfekt, for Troldtektfabrikken ligger kun 10 km fra, hvor jeg bor, siger Jesper, der i det hele taget er godt tilfreds med sit arbejde:
– Jeg kan godt lide den frihed, jeg har. Hvis man passer sit, så hører man aldrig noget, siger han.
Privat bor Jesper i Videbæk sammen med sin kone Heidi, der arbejder i køkkenet på Brejninggaard efterskole. Fritiden bliver brugt på en masse cykling og campingture med familien, som udover Heidi også tæller børnene Thomas på 20 og Line på 17.
Jubilæet fejres sammen med familien.