25-års jubilæum: ”Jeg har kun godt at sige om Frode”

1. oktober 2023

Den 1. oktober 2023 kan Brian Madsen Pedersen fejre 25-års jubilæum i Frode Laursen.

Selvom Brian kan fejre jubilæum, er det langt fra i alle årene, at han har tørnet ud for Frode Laursen. Brian blev nemlig først en del af Frode i 2016 efter overtagelsen af Dagrofa, hvor han havde arbejdet som chauffør siden 1998.

− Det gjorde ikke den store forskel for mig. Jeg fik jo bare nyt arbejdstøj. Når det så er sagt, var jeg dog lidt skeptisk, hvilket nok er meget naturligt. Vi havde opbygget en masse hos Dagrofa, som jeg var bange for at miste. Men den skepsis forsvandt, da vi opdagede, at der var styr på det, forklarer Brian, der kun har godt at sige om Frode Laursen.

Hvor det nye arbejdstøj ikke var nogen stor forandring, var det anderledes med den måde, som turene blev fordelt på. Hos Dagrofa havde de egne ture til faste købmand med aflæsningstidspunkter, som stort set ikke varierede. Hos Frode Laursen blev turene fordelt mere vilkårligt blandt chaufførgruppen, der var vokset fra 30 til 700. Både dét og de mange nye chaufførkolleger var dog også noget, som Brian vænnede sig til, inden han i 2021 desværre blev ramt af en blodprop og skiftede lastbilen ud med elhunden.

− Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået den mulighed, og hvordan Frode Laursen greb sygemeldingen an på. Der var intet pres med at komme tilbage – overhovedet. Og selvom jeg savner at køre, er det rart at være væk fra den stress, der var forbundet med det. Nu læsser jeg på lageret i Herning, hvor jeg kan bruge min erfaring, fordi jeg ved, hvordan en chauffør vil have det læsset. Det hygger jeg mig med, fortæller Brian.

Privat bor Brian i Herning med sin kone gennem 30 år. I fritiden dyrker de ”geocaching”, der er en slags skattejagt, der har fået dem rundt på 10.000 steder i hele Europa.