Speciel energi og tempo i Road DK
Den 1. december fejrer Sussi Skov Pedersen sit 25-års jubilæum hos Frode Laursen.
Sussi har de seneste 25 år været fast inventar i Frode Laursens Road DK-afdeling. Først som en del af kundeservice og herefter som en del af den tidligere afdeling ’System Division’. De seneste 13 år har hun tilhørt gruppen Distribution, hvor hun sidder som disponenternes højre hånd.
– Jeg har det jo, som jeg vil have det. Mit arbejde er fleksibelt og enormt selvstændigt, og det kan jeg godt lide. Jeg har frihed under ansvar, og det er en generel ting ved Frode Laursen, som jeg sætter stor pris på.
Derudover fortæller Sussi, hvordan det særligt er tempoet og den uformelle tone i Road DK, der har været en afgørende faktor for, at hun har været i Frode Laursen i 25 år.
– Her kalder man en skovl for en skovl og en spade for en spade. Og så er der en helt speciel energi og et helt særligt tempo i Road DK, der gør, at her aldrig er kedeligt at være. Her er altid drøn på. Vi er konstant i udvikling, og der sker altid noget nyt hver dag. På den måde er mit arbejde aldrig forudsigeligt.
Det der betyder mest for Sussi er dog kollegaerne, og særligt ’drengene’ i Distribution.
– Jeg sidder jo sammen med nogen rigtig gode drenge, og det betyder alt for mig. Det er en vigtig del af, at jeg kan lide at gå på arbejde. Vi er gode til at arbejde sammen, og så støtter vi sindssygt meget op om hinanden. Så en af grundene til, at jeg har været her i så mange år, er jo også sammenholdet.
Sussi fortæller hertil, hvordan hun stadig har kontakt til flere af de tidligere kollegaer i dag.
– Frode er efterhånden en del af mig, så jeg bliver nok hængende lidt endnu.