Dobbelttrailere på vej: ROCKWOOL ser stort potentiale i den grønne omstilling

12. oktober 2023

Et kommende lovforslag fra transportminister Thomas Danielsen (V) betyder, at der fra årsskiftet påbegyndes en 5-årig forsøgsordning omkring dobbelttrailere (DUO2) mellem Aarhus og Høje-Taastrup. Ifølge isoleringskoncernen ROCKWOOL er tiltaget en vigtig brik i den grønne omstilling, og derfor er det et tiltag, som de ser et stort potentiale i.

− Vi gør en stor indsats for at reducere vores CO2-udslip ikke kun i produktionen af vores byggematerialer, men også i vores øvrige forretning som for eksempel logistikken. Derfor ser vi meget positivt på udsigten til dobbelttrailere, fordi det giver gode muligheder for at reducere antallet af lastbiler fra vores fabrikker i Jylland mod Sjælland til gavn for klimaregnskabet. Vi har længe samarbejdet med Frode Laursen om at finde transportløsninger, som passer til vores produkter, og da det primært er volumen og ikke vægt, som er begrænsningen, passer dette initiativ godt ind, fortæller Michael Rasmussen, Nordic Supply Chain Director hos ROCKWOOL.

Dobbelttrailerne kan blive op til 34 meter, hvilket øger lasteevnen og rumfanget i en sådan grad, at CO2-aftrykket per lastbil reduceres mellem 30 og 50 % sammenlignet med en normal trækker-trailer.

− Med dobbelttrailerne kommer der virkelig en CO2-besparelse, der vil kunne mærkes, og derfor er det et tiltag, som vi gerne vil benytte os af som led i vores bæredygtighedsarbejde, fortæller Michael Rasmussen.

Frode Laursen: Vi venter kun på grønt lys
Også hos Frode Laursen er man klar til at tage de nye dobbelttrailere i drift. Her er vurderingen, at man hurtigt får 25 af dem i drift mellem Aarhus og Høje-Taastrup, lige så snart der bliver givet grønt lys, og at antallet stiger til 100, hvis forsøgsordningen bliver udvidet til at gælde det resterende modulvogntogsnet.

− Fordelen er jo, at vi allerede har enormt gode erfaringer med modulvogntogene både med hensyn til trafiksikkerhed og drift. Vi kan i langt de fleste tilfælde køre direkte til modtagerne via modulvogntogsnettet, og når det ikke er muligt, benytter vi os af last mile distribution det sidste stykke. Så når vi kan få modulvogntogene til at fungere, kan jeg ikke se, at det vil blive en udfordring at implementere dobbelttrailerne. Vi venter kun på at få grønt lys, fortæller Frank Wolf-Jürgensen, salgsdirektør i Frode Laursen.

Erfaringer fra modulvogntogene
ROCKWOOL har i forvejen mange 25-meter lange modulvogntog kørende på det danske vejnet, og derfor håber Michael Rasmussen ligesom Frank Wolf-Jürgensen også på en udvidelse, så dobbelttrailerne kan bruges på endnu flere strækninger side om side med modulvogntogene.

− Allerede i dag arbejder vi med alternative til den traditionelle transport blandt andet i form af biogas og el men også modulvogntogene, der med en CO2-besparelse på 20 % har været en vigtig brik i vores bæredygtighedsarbejde i mange år. Derfor er det for os helt naturligt at dobbelttrailerne er næste skridt i dét arbejde. Derfor er det mit håb, at vejnettene i forsøgsordningen bliver udvidet yderligere til at omfatte både modulvogntogsnettet og på tværs af eksempelvis Danmark og Sverige. Det vil give os endnu bedre mulighed for at reducere vores CO2-udslip, fortæller Michael Rasmussen.