Fantastisk sammenhold i Palleafdelingen
Den 1. maj fejrer Helle Borregaard Jensen 25-års jubilæum hos Frode Laursen
Det der startede som en arbejdsprøvning for 25 år siden, udviklede sig for Helle Borregaard Jensen, 60, til en fuldtidsansættelse i en fantastisk afdeling med gode kollegaer og stærkt sammenhold. Helles karriere i Frode Laursen er derfor en rigtig succeshistorie.
– Jeg startede jo på lageret i Vitten, hvor jeg var i pakkeriet. Da pakkeriet skulle rykke til Hørning, blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at komme op i palleafdelingen.
Helle havde egentlig først sagt nej til stillingen, men da hun blev spurgt igen, sagde hun ja. Heldigvis – for i dag, 25 år senere, fortæller Helle, hvordan hun i palleafdelingen endte på den helt rette hylde:
– Jeg har jo altid været meget glad for at være her. Frode Laursen er en arbejdsplads, hvor du virkelig får noget igen. Særligt har der altid været meget fleksibilitet, og det sætter jeg virkelig pris på. Og så er der altid noget at se til, fortæller Helle.
Særligt er det dog kollegaerne i palleafdelingen, der har haft stor betydning for Helles succeshistorie.
– Det bedste ved min arbejdsplads er absolut mine fantastiske kollegaer. Vi har et fantastisk sammenhold i palleafdelingen. Vi løfter altid i flok, så vi er sindssygt gode til at hjælpe hinanden. Det kunne vi særligt mærke under corona-nedlukningen, hvor vi ikke kunne arbejde tæt sammen, som vi jo plejer. Der kunne man virkelig mærke, hvor meget samværet med kollegaerne betyder.
Samvær og nære relationer betyder generelt meget for Helle. Privat bor hun sammen med sin mand, Karsten, og deres to katte i Bøstrup. Sammen har parret to børn, som der bliver brugt meget tid med, for som Helle fortæller:
– Familie er jo det vigtigste for mig!