Stærkt samarbejde mellem Favrskov Jobcenter og Frode Laursen får borgere i job
Den danske beskæftigelse er historisk høj, og det gør det ikke nemmere at finde nye medarbejdere. Det kræver nye tilgange til rekrutteringen.
Transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen er en af Favrskov Kommunes største virksomheder, og derfor er det afgørende for dem at kunne tilbyde lokale arbejdspladser.
“Vi har et tæt strategisk samarbejde med Favrskov Jobcenter. Den hjælp vi får til rekruttering af specialister, er på et meget højt niveau,” forklarer HR-chef i Frode Laursen, Trine Bank Hansen.
Samarbejdet består i, at Frode Laursen og Favrskov Jobcenter tidligt og løbende arbejder sammen om rekruttering og ansættelse – blandt andet gennem praktikker og jobprøvning. Jobcentret sætter sig grundigt ind i virksomhedens behov for at finde de rette kandidater til de ledige stillinger.
Senest har det vist sit værd i tre konkrete eksempler, hvor Favrskov Jobcenter har fundet den helt rette kandidat til stillinger hos Frode Laursen. Tre stillinger der nu alle er besat, selvom der er tale om stillinger, der normalt ikke er nemme at besætte.
For Christian Chalmer Pahuus åbnede samarbejdet en dør, der ellers ville have været lukket.
”Jeg fik mulighed for at møde en virksomhed og en stilling, som jeg helt sikkert ville have overset i mine almindelige søgninger. På samme måde ville mange virksomheder også have overset min profil,” fortæller Christian Chalmer Pahuus.
Selvom Christian stadig er ny i jobbet i Embalageafdelingen i Frode Laursen, føler han sig allerede godt modtaget.
”Jeg kan allerede mærke, at det er et godt match, og Frode Laursen er et godt sted at være. Jeg har fået en masse både dygtige og rare kollegaer,” siger han.
Frode Laursen bidrager selv aktivt til samarbejdet. Virksomheden inviterer jævnligt borgere til jobdage og klæder Favrskov Jobcenters jobkonsulenter på til at kende virksomheden indefra, så dialogen om kompetencebehov er tæt og løbende.
“Jeg er imponeret over det, Favrskov Kommune leverer. De sætter sig ind i vores behov og finder stærke jobmatches – både hurtigt og grundigt. Vi har et stort ønske om at tiltrække lokal arbejdskraft,” siger Trine Bank Hansen.
“Frode Laursen er et rigtig godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når jobcenter og virksomhed arbejder tæt sammen. Vi bruger tid på at forstå, hvad virksomheden efterspørger, så vi kan finde de kandidater, der reelt matcher behovet. Det skaber værdi både for virksomheden, for de borgere, vi hjælper i job, og for os som kommune,” siger Camilla Sonne, Beskæftigelseschef i Favrskov Kommune.
