Frode Laursen og Favrskov kommune styrker samarbejdet om Ungeløftet
Målet er klart: Flere unge skal have en reel chance for at komme i job eller uddannelse.
Tirsdag blev opbakningen til Ungeløftet tydeliggjort, da en gruppe unge fra Favrskov besøgte Frode Laursen i Vitten. Her fik de indblik i mulighederne inden for transport og logistik.
”Vi tror på, at alle, der vil, skal have mulighed for at arbejde. Derfor giver det god mening for os at bakke op om Ungeløftet. Vi har brug for dygtige medarbejdere – og nogle gange handler det om at give unge den første chance,” siger Trine Bank Hansen, der er HR-chef i Frode Laursen.
Hos Frode Laursen har man mange års erfaring med at tage et socialt ansvar og arbejde med unge.
”Vi har både praktikanter, lærlinge og elever ansat, og mange af dem ender med at fortsætte efter deres forløb,” siger Trine Bank Hansen.
Ungeløftet er en national indsats, som skal sikre, at flere unge får fodfæste på arbejdsmarkedet. I Favrskov Kommune arbejder jobcentret tæt sammen med lokale virksomheder for at skabe konkrete muligheder.
”Som Jobcenter er det vigtigt, at vi kan hjælpe de unge derhen, hvor de kan få den erfaring, som jobmarkedet kræver. Derfor er vores samarbejde med virksomhederne i Favrskov afgørende, så de kan få den kvalificerede arbejdskraft de har brug for. Når vi løfter i fællesskab, gør vi en reel forskel – både for den enkelte unge og for arbejdsmarkedet,” siger Camilla Sonne, der er Beskæftigelseschef i Favrskov Kommune.
Arbejdet med Ungeløftet
I Favrskov Kommune er der op mod 300 unge i alderen 15-29 år, som potentielt kan være en del af indsatserne i Ungeløftet.
- De unge i målgruppen kan have forskellige udfordringer:
- Omkring 40 % har en eller flere psykiatriske diagnoser som fx angst, depression, ADHD, autisme
- Flere har gået i specialtilbud i 9. klasse
- Flere er faldet fra en gymnasial- eller erhvervsuddannelse
Arbejdet med unge i Frode Laursen
I Frode Laursen er unge en vigtig del af arbejdsstyrken. For 2025 ser fordelingen af lærlinge, elever og praktikanter således ud:
- 72 elever
- 47 lærlinge
- 243 virksomhedspraktikanter
