Integrationspris til Frode Laursen
Frode Laursens logistikcenter i Hørning er blevet tildelt Sprogcenter Midts integrationspris for arbejdet med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet.
– Vi er meget stolte og glade for denne anerkendelse, siger lagerchef Allan Thorup, der sammen med pakkeri-leder Tom Vester modtog prisen ved en ceremoni på Sprogcenter Midt kort før jul.
Her fremhævede Sprogcenter Midt den ekstraordinær indsats som Frode Laursen har gjort for at få nye borgere fra Eritrea og Syrien integreret på arbejdspladsen. For to år siden ansatte Frode Laursen et stort antal elever på integrationsuddannelsen (IGU) og tog fra begyndelsen ansvar for, at de nye IGU-elever skulle få en god tilværelse i Danmark.
– Frode Laursen har igangsat mange initiativer for at lykkes med projektet – bl.a. ved at sende danske kolleger på mentorkurser og ikke mindst ved at afvikle danskundervisning fra start til slut til gavn for både IGU-elever og for polske og rumænske medarbejdere. Det har skabt et godt fællesskab mellem de to medarbejdergrupper, siger afdelingsleder for Erhverv på Sprogcenter Midt Elna Leth Pedersen i sin begrundelse.
Allan Thorup understreger at det er en teamindsats, der ligger til grund for prisen.
– Jeg er rigtig stolt over, at vi her i Hørning har så mange medarbejdere, der er villige til at give en ekstra hånd med at få integreret flygtninge på det danske arbejdsmarked, siger han.