Jane fra Åstorp er årets ildsjæl
Et stort engagement og målrettet ledelse betyder, at Jane Malmberg fra Frode Laursen er blevet kåret til årets ildjæl i Malmø-området. Det er organisationen Samhall, som hjælper folk på kanten af arbejdsmarkedet med at komme i arbejde igen, der står bag kåringen.
– Jane har den usædvanlige evne til at være både en klippe og et frisk pust. Hun inspirerer og opmuntrer alle sine medarbejdere samtidig med, at hun forstår, at alle er forskellige, og alle har deres egne talenter og evner, sådan lyder det bl.a. i begrundelsen for, at Jane Malmberg fra Frode Laursen, har vundet Samhalls titel som årets ildsjæl i Malmø-området.
Jane har været i Frode Laursen i 13 år og har stået for samarbejdet med Samhall i de sidste 7 år.
– I Frode Laursen gør vi ingen forskel på, om du kommer fra Samhall eller ej. Det handler om at finde de rigtige medarbejdere til de rigtige stillinger. Alle er lige vigtige for at få det hele til at løbe rundt, fortæller Jane, der også bliver rost for at have øje for Samhall-medarbejdernes forudsætninger:
– Gennem sin lydhørhed sørger hun for, at alle kan præstere ud fra deres egne forudsætninger. Det betyder, at alle kan være med og levere både kvalitet og kvantitet, men også arbejdsglæde og stolthed, lyder det fra Samhall.
Jane selv er glad for at have et arbejde, der giver mening.
– Jeg er stolt af alle de gange, vi har formået at vende medarbejdernes holdning fra ”Jeg kan ikke det her” til ”Jeg kan faktisk det her”. Min egen indstilling har også virkelig ændret og udviklet sig i de år, jeg har arbejdet sammen med Samhall, siger hun og uddyber:
– Jeg har lært at se mulighederne i medarbejderne i stedet for kun at fokusere på begrænsningerne. Fra at jeg i begyndelsen arbejdede meget med effektivitet og budget til, at jeg nu arbejder med Samhall, hvor man kigger på den enkelte, og hvad den enkelte kan klare. Det er jeg vokset ved.