Kurt Fagerlin fejrer 40-års jubilæum hos Frode Laursen.  

21. april 2021

Det er sjovt at få det svære til at lykkes

Den 21. april kan chef i Co-Pack Kurt Fagerlin fejre 40-års jubilæum hos Frode Laursen.

 

Kurt Fagerlin, 65, har været med hele vejen på Frode Laursens rejse fra lokal transportør til international logistikvirksomhed.

– Det betyder rigtig meget for mig at have været med på den rejse, og jeg er stolt af at kunne have bidraget med min del, siger Kurt, der startede i Frode Laursen efter at have arbejdet ti år i en lokal møbelforretning.

– Jeg startede som fordeler i møbelafdelingen, men da man solgte møbeltransporten fra, blev jeg lagerchef i Vitten og dermed også ansvarlig for pakkeriet, fortæller Kurt.

Pakkeriet – og især det der dengang hed ompak og i dag hedder co-pack – kom til at fylde mere og mere, og i dag er Kurt chef i co-pack-afdelingen, der bl.a. er ansvarlig, når der på Frode Laursens logistikcentre bliver pakket varer i displays til supermarkederne.

– Det er mig, der har ansvaret og kontakten med kunderne, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg har altid sat stor pris på både at gøre kunden tilfreds og at kunne bidrage til forretningen i Frode Laursen, fortæller Kurt og tilføjer:

– Det, jeg synes er rigtig sjovt, er at få det svære til at lykkes. Når der kommer en sen ordre med en kort deadline, og vi alligevel, på trods af alle ods, får det til at gå op. Så er det sjovt at gå på arbejde.

Privat bor Kurt på gården Brokholm i Skjød ved Hammel.

– Der har jeg boet i 65 år. Jeg er fjerde generation, og jeg kobler godt fra, når jeg sætter mig på en traktor og kører ud i marken, siger Kurt, der også slapper af ved at gå på jagt og være sammen med sine to brødre og deres familier.