Stort fremmøde til årets vognmandsmøde

30. januar 2023
I weekenden afholdt vi vores årlige vognmandsmøde, hvor i alt 80 deltagere fra blandt andet vores vognmænd havde valgt at møde op for at få en status på, hvordan det går i Frode Laursen.
 
Derfor startede dagen med, at transportdirektør Allan Munkholm Poulsen gennemgik år 2022 og præsenterede vores forventninger til 2023. Bagefter var det teknisk direktør Jan Skov Pedersen, der fik mulighed for at fortælle og svare på spørgsmål om fremtidens lastbiler og den grønne omstilling.
”Det var fantastisk med så flot et fremmøde. Vognmandsmødet betyder meget for os, da det blandt andet giver mulighed for at give vognmændene et indblik i forretningen. Og så er det for os en god lejlighed til at høre og forstå, hvad der rør sig derude. Vores arbejdsplads er jo på vejen, og kommunikationen er ofte via telefonen. Så at kunne mødes fysisk for at vende stort og småt giver noget nærvær og sammenhold”, fortæller Allan Munkholm Poulsen.
 
Dagen sluttede af med lodtrækning af goodiebags, teknolastbiler og rejsekort, inden der var mulighed for at nyde en frokost i pølsevognen og prøve kræfter med en duo-trailer i gården.