Rejsegilde på nyt grønt lager i Eskilstuna

24. september 2021

Torsdag den 23. september blev der holdt rejsegilde for Frode Laursens nye grønne logistikcenter i Eskilstuna. Logstikcenteret vil stå færdig omkring årsskiftet

Der blev snakket grøn omstilling og fremtidens lagerløsninger, da logistikvirksomheden Frode Laursen torsdag afholdt rejsegilde for sit nye 39.000 m2 logistikcenter i Eskilstuna.
Logistikcentret er bygget efter Frode Laursens Green Warehouse Vision, der bl.a. betyder stort fokus på CO2-venligt byggemateriale, vand- og varmegenvinding og 100 % grøn strøm.

– Eskilstuna bliver vores mest bæredygtige logistikcenter til dato. Her tager vi al den erfaring, vi har fra vores tidligere lagerbyggerier og kombinerer dem med den seneste teknologiske udvikling og et tæt samarbejde med nøje udvalgte leverandører, fortæller CEO i Frode Laursen, Thomas Corneliussen.

Perfekt placering

Frode Laursen er en af Nordens førende logistikvirksomheder indenfor transport, opbevaring og value added services på dagligvarer og byggemateriale. Virksomheden har i forvejen logistikcentre i både Åstorp og Gøteborg i Sverige, men det Frode Laursens første logistikcenter i Mälardalen.

– Vi er rigtig glade for placeringen her i Eskilstuna Logistikpark tæt på store retailers som COOP, Amazon og ICA. Det passer perfekt til en virksomhed som vores, der har FMCG som kerneområde, siger Thomas Corneliussen.

De første kunder flytter ind i starten af 2022. I den forbindelse bliver der også skabt nye arbejdspladser i lokalområdet.

– Vi regner med at der i første omgang bliver tale om 10-20 stillinger, men planen er, at de 39.000 m2 skal blive til 75.000 m2 i løbet af de nærmeste år, og det betyder selvfølgelig også at antallet af ansatte vil stige.