Vi presser vores el-lastbil til det yderste


I september 2023 rullede den første af i alt 11 Frode Laursens el-lastbiler ud på de danske veje. Dermed blev der tilføjet endnu et alternativt drivmiddel til vores pallette af grønne muligheder.

– De seneste år er udviklingen indenfor el-lastbiler gået rigtig hurtigt, og vi kan nu så småt begynde at imødekomme vores kunders ønsker om eldrevet distribution. Allerede i dag kan rækkevidden og lasteevnen være med, når vi snakker nærdistribution, og det bliver kun bedre med de kommende el-lastbiler, vi modtager, fortæller Allan Munkholm Poulsen, transportdirektør for Frode Laursens danske road-division.

El-lastbilen kører ud fra Frode Laursens terminal i Vitten, fordi man her har investeret i ladefaciliteter. Det betyder at der primært bliver kørt distribution i Århus-området.


Testes op mod dieselbil
Road DK har testet den elektriske lastbil op mod en diesellastbil, og på den måde presset el-lastbilen til det yderste. Bilen er tomandsbetjent, så den kører både dag og nat, og man er i gang med at teste dens rækkevidde og ladetider.

– Vi har jo ingen problemer med at køre en diesellastbil i et toholdsskift; men det vil vi gerne prøve med den elektriske. Vi skal have højeste effektivitet, samtidig med at vi ikke kommer til at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor kører vi toholdsskift på den første her, siger Allan Munkholm Poulsen, der overordnet er tilfreds med resultatet.

–  Vi har fundet ud af, at vi ikke bare kan sætte bilen til at udføre en masse forskellige typer transporter. Kørslen skal tilpasses bestemte områder, så kan den godt holde både kvalitet og effektivitet. Ved at tilpasse os til bilens rækkevidde og opladningsbehov har vi kunnet få det til at køre.  Varerne er blevet leveret tilfredsstillende. Vi har ikke haft driftstab eller performanceproblemer på den. Så på den måde er det tilfredsstillende.

Samtidig glæder Allan Munkholm Poulsen sig over, at de chauffører, der kører i el-bilen, er glade for det.

– Det er også vigtigt. Chaufførerne kan tydeligt mærke en forskel, fordi bilen ikke støjer. Efter endt arbejdsdag er de ikke nær så trætte i hovedet, som tidligere – og det er fordi bilen ikke støjer. 


Fakta om el-lastbilen

Model: Mercedes eActros 4×2 sættevognstrækker
Maks. billængder: 6.150 mm
Bredde: 2.500 mm/alufælge 2.550 mm
Typeserie: 983.493
Akselafstand: 4.000 mm.
Tilladt totalvægt: 19 t (40 t)
Nyttelast uden opbygning: Ca. 10,4 t
Førerhus/motortunnel: M Classic Space/motortunnel 170 mm
Akseltryk (luftaffjedring): 8,0/11,5
Motoreffekt (maks./kont.): 400/330 kW                              
Maks. hastighed: 89 km/t
Gearkasse: 2 gear (+2 bak)
Batterier: Litium-ion-batterier                      
Antal batterienheder: 3
Aktionsradius: Op til 220 km
Installeret batterikapacitet: 336 kWh2 med 3 packs (hver 112 kWh)
Ladeeffekt: Maks. 160 kW
Ladetid: 20 – 80 %: ~ 1h 15 min