Klart fokus giver højere fyldningsgrad

5. august 2021

For at mindske CO2-udledningen har Frode Laursen konstant fokus på fyldningsgraden. Blandt andet har Road DK kørt et pilotprojekt for at få fyldningsgraden op på alle biler, der kører ud fra Frode Laursens terminaler i Tølløse og Vitten.
– Vi kunne se, at der var plads til forbedringer, så derfor meldte vi klart ud til disponenter og chauffører, at målet var at øge belægningen med 3 %, fortæller Dennis Sørensen, der er divisionschef i Distribution, Road Dk.
Et mål, der blev nået:
– Vi kom faktisk op på 3,9 %, hvilket svarer til, at vi har fået 22.573 ekstra paller med på bilerne, fortæller Dennis Sørensen.
Selvom man har forsøgt sig med bl.a. et nyt stablingssystem, så har det først og fremmest været dialogen og det konstante fokus, der har givet pote.
– Det betyder meget at få disponenterne og chaufførerne til at snakke sammen om, hvordan vi kan få mest muligt på bilerne, siger Dennis Sørensen og fortsætter:
– Det er klart, at der er en naturlig grænse for, hvor mange stop en chauffør kan nå på en arbejdsdag, kommer han tilbage med fem paller, fordi han ikke har kunnet nå at aflevere dem, så er vi jo lige vidt.
Det til trods er det dog lykkedes at hæve den generelle belægningsprocent.
– Ved at holde fokus og bl.a. have små interne konkurrencer, hvor chaufførerne kan se, hvor høj en belægningsprocent de hver især har haft, er det lykkedes os, siger Dennis og understreger samtidigt, at ambitionerne ikke stopper her:
– Vi vil selvfølgelig endnu længere op i belægningsprocent og har sat mål for 2021, som er ambitiøse, men bestemt ikke umulige.

Læs mere om Frode Laursens tilgang til bæredygtighed her